Bøger på vej


Roger Buch
kommunalforsker par excellence, skriver bogen Demokrati i stilstand og bevægelse – Kommunalvalgene i perspektiv
Det sker igen i november i år - og kommunalvalgene får altid stor opmærksomhed. Antal kandidater? Valgdeltagelse? Selve valgresultatet og den efterfølgende placering af borgmesterkæder.
Men er der overhovedet en fremtid for lokalt selvstyre? Er det ikke vigtigere, hvad der sker på Christiansborg? Hvad afgør valget? Og hvorfor er der ikke mangel på kandidater, selv om mange hævder det?
Det er nogle af de spørgsmål, Roger Buch besvarer i sin nye bog.
Bogen udkommer september 2017.

Maria Larsen laver en bog, der gør kommunikationen skønnere og mere virksom for både afsender og modtager, så den hedder selvfølgelig Skriv lettere - for både dig og læseren. Med redskaber fra den journalistiske værktøjskasse bliver det meget nemmere for både akademikere, fagspecialister, konsulenter, embedsmænd og kommunikationsrådgivere at skrive tekster, der bliver forstået og husket. Maria Larsen har firmaet Mellem linjerne og underviser på efteruddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men også med skræddersyede virksomhedskurser for virksomheder som Østjyllands Spisekammer, Djøf og arkitektfirmaet CCO.
Bogen udkommer efteråret 2017.

Katrine Emme Thielke & Nana Dall
Konflikthåndtering på sociale medier
Mange virksomheder bruger Facebook, Twitter og Trustpilot og andre digitale platforme til at supplere deres kundeservice. Og så sker der det, at kunder og borgere bruger de sociale medier til kritik, selvom virksomheden ikke er forberedt på en dialog et sted, hvor alle andre kan læse med.
Kritik og konflikter med brugerne kan være svære at håndtere, og det kan skabe alvorlige kriser, hvis det ikke bliver gjort - og gjort rigtigt.
Bogen præsenterer med træk fra konfliktmægling en metode til professionelt at håndtere kritik og konflikt. Praktiske greb man kan bruge, både når konflikterne ulmer i det små, og når de større kriser rammer. Foruden en række redskaber til at være godt forberedt, når kritikken kommer.
Bogen er skrevet til kommunikatører, journalister og social media managers, der har ansvaret for kontakt til kunder og borgere.
Bogen udkommer oktober 2017.
 

Og så er vi allerede nu parat til at røbe tre væsentlige bøger, der udkommer til næste år:

Søren Boy Skjold og Claus Leick, der har skrevet flere bøger i serien De Små Grå, er i gang med Håndbog i mediejura. Baseret på den daglige, konkrete tvivl om, hvordan det nu lige er med juraen, stiller de spørgsmålene og giver svarene. Hvordan er det med citater? Må man bare lægge et billede på nettet? En hurtig opslagsbog.
Bogen udkommer i foråret 2018.

Ole Munk arbejder på en helt ny Grundbog i visuel journalistik. Det findes ikke på dansk, dårligt nok på engelsk, men nu skal det være! Med sin omfattende viden tager Ole Munk fat på tekst, bilelder, fotos, illustrationer, layout, funktion, æstetik, lyd, bevægelige billeder.
Bogen udkommer i 2018.

Søren Pagter har i mange år været leder af den succefyldte danske og internationale uddannelse til fotojournalist. Han har nu endelig fået mulighed for at skrive den grundbog om, hvad der overhovedet kendetegner det gode foto i alle dets afskygninger og genrer. Vi kalder den indtil videre: Det nødvendige fotografi. Intet mindre.
Bogen udkommer i 2018.